Tilbage til Tråd & Tanker
26. januar '26 08:55

Guide: GOTS

GOTS: Global Organic Textile Standard

Det kan være svært at finde rundt i de mange forskellige miljømærker og certificeringer. Men når det gælder økologisk bomuld, er der én standard, som skiller sig ud som den førende på verdensplan: GOTS
Med dette mærke i nakken ved du, at dit tøj er produceret under de bedst mulige forudsætninger for både naturen og de mennesker, der har skabt det

Hvad er GOTS? 

GOTS står for Global Organic Textile Standard. Når en virksomhed har gjort sig fortjent til dette certifikat, er det din garanti for, at deres tekstiler lever op til de højeste økologiske standarder i verden.

I bund og grund handler GOTS om at sikre, at dit tøj bliver produceret under de bedst mulige forudsætninger for både miljøet og de mennesker, der arbejder med materialerne. Visionen er at skabe en tekstilproduktion, hvor man overholder principper om sundhed, økologi og retfærdighed gennem hele produktionen.

Det betyder, at GOTS ser på hele billedet. Certificeringen fungerer som din sikkerhed for, at den økologiske tankegang ikke stopper ved selve bomuldsplanten, men fortsætter hele vejen gennem forarbejdningen til den færdige t-shirt. Ved at kombinere uafhængig kontrol med høje, bindende krav sikrer GOTS fuld gennemsigtighed og ordentlige vilkår for alle involverede. 

GOTS-certifikatet er derfor et af de mest omfattende at opnå for en virksomhed – men for dig som forbruger er det også et af de absolut vigtigste at kigge efter.

For at gøre det lidt mere overskueligt har vi her samlet de vigtigste punkter og krav, som en virksomhed skal leve op til for at blive certificeret.

De to mærkningsgrader: Sådan læser du logoet

For at sikre fuld gennemsigtighed arbejder GOTS med to forskellige mærkningsgrader. Det gør det nemt for dig som forbruger at se præcis, hvor stor en del af dit tøj, der består af økologiske fibre. 

Når du ser et GOTS-logo på et produkt, vil der altid være en undertekst, der fortæller dig præcis, hvor stor en del af materialet der er økologisk:

  • 'Organic' (Økologisk): Produktet skal indeholde mindst 95% certificerede økologiske fibre. De sidste 5% kan bestå af ikke-økologiske materialer eller syntetiske fibre, men disse skal stadig overholde GOTS' strenge miljø- og kemikalie krav.
  • 'Made with x% organic materials' (Lavet med x% økologiske materialer): Produktet skal indeholde mellem 70% og 94% økologiske fibre. Hvis der står 'Lavet med 80% økologisk bomuld', betyder det, at 80% af fibrene er økologiske, mens de resterende 20% er andre materialer – men hele forarbejdningsprocessen er stadig fuldt kontrolleret og godkendt.

Der arbesdes med to niveauer for at gøre det muligt at certificere produkter, hvor man er nødt til at blande bomulden med andre materialer – for eksempel elastan for at give stræk i jeans eller sportstøj.

Hvad betyder det at have et GOTS certifikat?

Kort sagt, så går GOTS ind og kigger på hele bomuldsproduktets livscyklus. 

Man starter med at kigge på bomuldsplantagerne. Derefter undersøger man hele bomuldens produktion, skridt for skridt, til det til sidst bliver til en t-shirt eller anden form for bomuldstekstil. Denne proces har en masse kriterier, som skal overholdes.

Økologiske fibre

Det første man har fokus på er, om man har adskilt de konventionelle fibre fra de økologiske fibre. Man må ikke blande de to slags fibre, da de konventionelle fibre indeholder kemikalier og pesticider. De økologiske fibre skal dyrkes fra ubehandlet frø. De må ikke indeholde pesticider eller andre former for kemikalier og skal håndplukkes for at bevare kvaliteten. Man kan dermed se, at fibrene er lange, bløde og stærke i modsætning til de konventionelle, som er kortere og af dårligere kvalitet.

Farve

Det næste krav finder vi, når tøjet skal have en anden farve end den naturlige bomuldsfarve. Her er brugen af farlige kemikalier strengt forbudt. Mange tøjproducenter anvender Azo-farvestoffer, som er et middel, der er kendt for at være kræftfremkaldende. For at opnå GOTS-certificering skal virksomheden i stedet anvende sikre farvestoffer med naturlige enzymer. 

Emballage

Også emballagen skal leve op til strikse miljøkrav. Først og fremmest må den ikke indeholde PVC (PolyVinylChlorid). Det er et vigtigt krav, da PVC, når det afbrændes, er skadeligt for miljøet. Det skyldes, at det frigiver stoffet Chloridmolekyler, der danner saltsyre og er en medvirkende årsag til syreregn, der ødelægger skovområder. Alt pap og papir skal desuden være genanvendeligt. 

Spildevand

Håndteringen af spildevand udgør et stort miljøproblem for mange virksomheder. Derfor skal GOTS-certificerede virksomheder have en klar plan og tegning, der detaljerer mængderne af kemikalier, energi, vandforbrug og det resulterende spildevand. Spildevandet skal behandles i et specielt rensningsanlæg og skal kunne genbruges. 

Kvalitet

Produktets kvalitet er også et afgørende krav for GOTS-certificeringen. Tøjet skal leve op til en række strenge tekniske krav, der dækker alt fra sved-, lys- og vaskeægthed til krymp og gnidning. Hvis disse krav til kvaliteten ikke kan overholdes, kan virksomheden ikke blive GOTS-certificeret.

Sociale krav

Producenter har også et afgørende ansvar for at stille ordentlige sociale krav til både medarbejdere og leverandører. GOTS går derfor ind og undersøger arbejdsforholdene hos dem, der producerer bomulden og forarbejder tekstilerne. Alle producenter skal leve op til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) regler og skal have defineret en særlig socialpolitik for at sikre, at de forskellige krav overholdes.

Her er nogle af de vigtigste krav, der garanterer et retfærdigt og sikkert arbejdsmiljø:

  • Der skal være sikre og hygiejniske arbejdsforhold.
  • Strengt forbud mod børnearbejde og tvangsarbejde
  • Medarbejderne har krav på en mindsteløn og faste arbejdstider.
  • Som medarbejder har man ret til at forhandle løn og arbejdstider, og man må selv vælge sin arbejdsposition i virksomheden.
  • Nultolerance over for diskrimination, vold og chikane. Virksomheder skal sikre lige, fair og gennemsigtige procedurer for rekruttering, aflønning og forfremmelse.

Kort sagt: GOTS ser på alle aspekter i produktets livscyklus. Certifikatet stiller strenge krav til alt fra spildevandshåndtering og emballage til tøjets kvalitet og ordentlige arbejdsforhold hos producenterne. Kravene er store, men for dig som forbruger betyder et GOTS-certifikat, at du får den ultimative garanti for tryghed.

GOTS hos Fair Tee

Hos Fair Tee er vi stolte over at arbejde sammen med leverandører, der deler vores mission om at gøre det nemt at vælge tøj, der respekterer både planeten og de mennesker, der har produceret det. Derfor har vi to leverandører, Neutral og ID, som har optjent GOTS-certifikatet. De gør et kæmpe stykke arbejde for at gøre tekstilindustrien til et bedre og mere bæredygtigt sted, og det er kernen i, hvorfor vi har valgt dem som vores partnere.

Hvis du vil læse mere om certifikatet, kan du besøge: https://global-standard.org/  

Opsummering: 5 grunde til at vælge GOTS-certificeret tøj

Hvis du vil være sikker på, at dit tøj er produceret med respekt for både planeten og de mennesker, der har lavet det, er GOTS din bedste garanti. Her er det vigtigste at huske:

  • Garanteret økologi: Du ved præcis, hvor stor en del af tøjet der er økologisk.
  • Ingen farlig kemi: Der er streng kontrol med farvestoffer og hjælpestofferBeskyttelse af miljøet: Produktionen skal leve op til strikse krav om spildevandsrensning og miljøvenlig emballage uden PVC.
  • Ordentlige arbejdsforhold: GOTS sikrer medarbejderne en mindsteløn, sikre arbejdsforhold og nultolerance over for børnearbejde og diskrimination.
  • Høj kvalitet: Tøjet testes for blandt andet krymp og vaskeægthed, så du får et produkt, der holder længere.

Indkøbskurv

luk